Indtil år 1400 var Kina verdens førende land. Det ændredes i løbet af 1400-tallet, hvor Europa udviklede en samfundsmodel, der leverede noget, som verden aldrig før havde set: vedvarende social, økonomisk og kulturel vækst.

Når det kunne ske, skyldtes det først og fremmest et nyt, revolutionerende kommunikationssystem bestående af billige, masseproducerede tryksager – bøger, pamfletter, traktater og videnskabelige skrifter – trykt med løse typer på papir, der fra midten af det 15. århundrede bredte sig som en steppebrand ud over de gamle europæiske kernelande, Italien, Spanien, Portugal, Frankrig, Nederlandene, England og Skandinavien, foruden naturligvis Tyskland, hvor bogtrykkerkunsten havde sin oprindelse, og hvor de første papirmøller, baseret på en kinesisk opfindelse, var kommet i gang i 1300-tallet.

Med bogtrykkerkunsten blev det vestlige og centrale Europa sammen med Skandinavien koblet op på et stort fælles kommunikationsnetværk med ubegrænset lagringskapacitet (hukommelse) og optimal pålidelighed, og vores verdensdel, der tidligere havde stået i skyggen af asiatiske højkulturer, fik uanede intellektuelle og organisatoriske kræfter.

Den dristige og dygtigt gennemførte portugisiske og spanske udforskning af Atlanterhavet, der nåede et foreløbigt højdepunkt med Columbus’ opdagelse af Amerika 1492, var blot et af mange udtryk for, hvad det nye Europa formåede.

Traditionelt omtales perioden fra midten af 1400-tallet som renæssancen, som om der først og fremmest var tale om en genoplivning af antikkens kultur. Det er en misvisende betegnelse, for nok var antikken en væsentlig inspirationskilde for 1400-tallets intellektuelle og kunstneriske liv, men først og fremmest var der tale om et gennembrud, en åbning mod nye, hidtil uanede videnskabelige, tekniske og kulturelle horisonter.

Det gik fremad, og det blev ved med at gå fremad på alle felter lige fra filosofi, teologi, historie, filologi, billedkunst og musik til matematik, astronomi, botanik og zoologi for ikke tale om rækken af praktiske fag som landbrug, medicin, metallurgi, krigskunst, geografi og navigation. Det ene revolutionerende fremskridt fulgte det andet, og takket være det splinternye massekommunikationssystem spredtes innovationer hurtigt og sikkert, og intet gik tabt.

Den samlede kundskabsmasse, som førhen havde været baseret på hukommelse og mundtlig overlevering suppleret med mere eller mindre, men altid lidt upålidelige håndskrifter, og derfor begrænset og i stadig fare for at gå tabt, gik med bogtrykkerkunsten ind i en sikker og stabil vækst, som er fortsat til i dag.

Også regeringskunst og retssikkerhed nød godt af bogtrykket, som blandt meget andet muliggjorde, at love og domssamlinger kunne mangfoldiggøres i lige så mange ensartede eksemplarer, det skulle være, og nå ud til selv de fjerneste og mest utilgængelige afkroge, ligesom det gjorde det muligt for myndighederne at indsamle informationer, opkræve skatter, udstede ordrer og føre kontrol med deres overholdelse i hidtil uset omfang; big government var blevet muligt, og alvidende regeringsbureaukratier voksede frem blandt andet i Danmark.

Europa havde fået vinger, og ved begyndelsen af 1500-tallet var det kun et spørgsmål om tid, hvornår den overlegne og – blandt andet derfor – attraktive europæiske civilisation ville erobre verden, på samme måde som den i sin tid totalt overlegne landbrugskultur 6.000-7.000 år tidligere havde elimineret den indtil da gennem endeløse tider enerådende jæger- og samlerkultur. Europæerne var de nye masters of the universe.

Der var tre måder, hvorpå den uundgåelige europæisering af verden kunne finde sted: Den første mulighed var, at europæerne med deres uovervindelige militære og teknologiske ressourcer marginaliserede, fortrængte og i yderste fald udryddede andre folk, på samme måde som det moderne menneske (homo sapiens) for titusinder af år siden havde udryddet neandertalerne. Den anden mulighed var, at ikke-europæiske folk overtog og imiterede den europæiske kultur. Endelig var der den mulighed at stå i lære. Alle tre måder kom i anvendelse i tur og orden.

Den første vej blev betrådt i Amerika, hvor Christoffer Columbus’ sensationelle landgang i Den Nye Verden hin berømte oktoberdag 1492 blev indledningen til en brutal og grusom reduktion af den indianske befolkning, der ved Columbus’ ankomst anslås at have været en 60-70 millioner, nogenlunde som i samtidens Europa. Nedslagtningen og udgrænsningen af den indianske befolkning i Nord-, Syd- og Mellemamerika savner sidestykke i verdenshistorien og reducerer – med al respekt – det 20. århundredes jødiske holocaust til en mindre episode.

Det tog kun et par hundrede år at fortrænge indianerne og forvandle den vestlige halvkugle til en forsimplet, men yderst slagkraftig og effektiv aflægger af Europa, hvor der kun taltes fire sprog: spansk og portugisisk i Syd- og Mellemamerika, engelsk og fransk i Nordamerika. Senere eksempler på tilsvarende forløb finder vi i Australien og i New Zealand, hvor de indfødte befolkninger blev nådesløst fortrængt for at give plads til tro kopier af Storbritannien, som var det land, hvorfra hovedparten af Australiens og New Zealands nye befolkninger kom fra.

En anden vej var, at ikkeeuropæiske folk imiterede Europas teknisk-videnskabelige system. Denne vej var mindre brutal, da den ikke indebar befolkningsudskiftning, ligesom den havde det store fortrin, at den tillod lokale befolkninger at beholde deres sprog, religion og styreform.

I princippet stod denne mulighed åben for alle. Men da imitation af den teknisk komplekse, i stigende grad matematisk-naturvidenskabeligt baserede europæiske civilisation ikke var nogen simpel sag, men forudsatte et omfattende kulturelt, socialt og politisk beredskab, var den i praksis kun mulig i sofistikerede kulturlande som Kina, Japan og Korea.

De vægrede sig længe, men så omsider skriften på væggen. Først Kina, derefter Japan, som fra 1853 gennemførte en lynhurtig og minutiøs europæisering. En forbløffende præstation, der bestod sin ildprøve i 1904-05, da Japan slog verden med forundring ved at gå sejrrigt ud af en krig med det indtil da uovervindelige Rusland; kineserne var ikke så hurtige som japanerne, men som alle vil vide, kom de efter det til fuldkommenhed.

Kunne man ikke som japanerne og kineserne magte en 1:1 indkopiering af den europæiske kultur, var der en tredje mulighed, nemlig at få en europæisk læremester, hvis der ellers var nogen, som ville påtage sig opgaven og de dermed forbundne ikke uanselige byrder. Det var der. Det var ikke engang nødvendigt at spørge.

De europæiske magter meldte sig af sig selv, ja stod nærmest i kø for at komme til, og i løbet af 1800-tallet opbyggedes der en række europæiske koloniriger i Afrika og omkring Det Indiske Ocean. Hovedaktørerne var Storbritannien (Indien og Afrika) og Frankrig (Afrika og Indokina). Derudover deltog Holland, som sad på et stort kolonirige i det nuværende Indonesien, Belgien, der erhvervede Congo, samt Portugal og Spanien, som begge havde besiddelser i Afrika; Italien og Tyskland var også med, men kun sporadisk.

Den europæiske kolonialisme har siden afslutningen af Anden Verdenskrig været genstand for voldsom og vedholdende kritik og – for mange europæere – forbundet med skam og skyldfølelse.

Faktum er imidlertid, at kolonialismen var et storstilet forsøg på en ikkedestruktiv transponering af den europæiske kultur til de dele af verden, der ikke enten som Amerika eller Australien allerede var europæiserede, eller – som Kina og Japan – havde den fornødne sociale, kulturelle og administrative styrke til umiddelbart at indoptage den ved efterligning.

Kort sagt til områder, hvis befolkninger var dømt til at lide indianernes eller de australske aborigineres skæbne, hvis man lod tingene gå deres skæve gang.

Faktum er også, at det efter nogle indledende vanskeligheder begyndte at lykkes. Navnlig i de franske og i de engelske kolonier, men også i Hollandsk Ostindien (Indonesien) og i de portugisiske kolonier. Selv i Belgisk Congo, der som scene for Joseph Conrads berømte roman ’Mørkets hjerte’ (1902) har det suverænt dårligste ry, kom man i løbet af 1920’erne og 1930’erne langt i arbejdet på at skabe et moderne funktionsdygtigt samfund i vedvarende social, økonomisk og kulturel udvikling.

Fællesnævner for den europæiske kolonialisme i Afrika og Asien var en symbiose mellem europæisk og forskellige afrikanske og asiatiske kulturer, ikke ulig oldtidens store hellenistiske syntese mellem Orienten og Occidenten, der som en tektonisk plade ligger under den europæiske kultur.

Herom vidner blandt meget andet rækken af nationale og internationale koloniudstillinger, som dukkede op i 1860’erne, og som i tiden mellem de to verdenskrige (1919-39) blev meget store med den grandiose Exposition Coloniale Internationale 1931 i Paris med 8 millioner besøgende og Empire Exhibition 1938 i Glasgow med 12 millioner besøgende som de to største.

Her i Paris og i Glasgow viste de europæiske kolonimagter – for sidste gang, som det skulle vise sig – med betydelig stolthed, hvad de havde nået, og det var i sandhed ikke småting. En dynamisk, multikulturel europæisk-afrikansk-asiatisk symbiose, som på lidt længere sigt – man talte om 50 til 100 år – helt naturligt ville føre til de afrikanske og asiatiske landes uafhængighed, var under konstruktion.

Det var dette langsigtede arbejde på opbygning af levedygtige stater i Afrika, Mellemøsten og landene omkring Det Indiske Ocean, som blev kortsluttet efter 1945, da de to nye supermagter, USA og Sovjetunionen – med FN som redskab og de fleste steder knap eksisterende frihedsbevægelser som påskud – gennemtvang en lynhurtig og fuldstændig hovedløs afkolonisering.

I stedet for blomstrende koloniriger og en asiatisk-afrikansk kulturel mangfoldighed i hastig udvikling fik vi ulande, som et for et løb ind i økonomiske, politiske og demografiske problemer, som de ikke formåede at løse.

Snesevis af kolonier blev til næsten lige så mange failed states med mishandlede, borgerkrigsplagede og ukontrollabelt voksende befolkninger i et stadig hurtigere ræs mod bunden.

Den håbløst kaotiske politiske, økonomiske og demografiske situation, som vi oplever i disse år i Afrika, i Mellemøsten og i store dele af Asien, og som har udløst krige og gigantiske flygtningestrømme, er den bitre frugt af den forcerede afkolonisering efter 1945.

Havde USA og Sovjetunionen ladet de europæiske koloniriger i fred i stedet for at insistere på selvstændighed her og nu for samfund, der ikke havde skygge af mulighed for at klare sig selv på det tyvende århundredes betingelser – med Belgisk Congo som et ekstremt, men i øvrigt i mange henseender typisk eksempel – ville vi i dag ikke have haft uoverskuelige flygtningestrømme, der bevæger sig fra Afrika og omliggende områder mod Europa.

I stedet ville vi have haft en række i det store og hele velfungerende og velstyrede lande i Afrika, i Mellemøsten og omkring Det Indiske Ocean med nationale og regionale synkretistiske kulturer i fuldt flor.

Havde det demokrati- og selvstændighedsfikserede USA i forening med det intellektuelt formørkede Sovjetunionen udvist større dømmekraft, da de i 1945 holdt verdens skæbne i deres hænder, ville de ikke have gennemtvunget den hastige afkolonisering, og Afrikas, Mellemøstens og Asiens folk ville være blevet sparet for ufattelige lidelser, af hvilke vi endnu kun har set begyndelsen.

Afviklingen af kolonirigerne var ikke et europæisk ønske, tværtimod forsøgte flere af dem, dog uden held, at trodse de to supermagter.

Det ligger derfor ligefor at sige til de millioner af flygtninge, som nu banker på Europas dør for at bede om mad og husly, at de er gået forkert. De skal henvende sig hos rette vedkommende i Moskva eller Washington, så sandt som det er amerikansk demokratisme og leninistisk fundamentalisme, som har skabt den fortvivlede situation, vi befinder os i.

Argumenterne for at rejse en kilometerhøj mur om Fort Europa ligger på den flade hånd; det samme gør argumenterne for at afskaffe ulandshjælpen, som blev opfundet af FN og pålagt de europæiske lande, som om de havde noget at undskylde og noget at gøre afbigt for og derfor skyldte de tidligere kolonier andet end almindelig mellemstatslig respekt.

Under alle omstændigheder må det i dag, 70 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, stå klart for alle, der kan og vil se, at den forcerede, ideologisk begrundede afkolonisering efter 1945, som satte en stopper for direkte europæisk indsats i Afrika og i Asien og dermed forvandlede halvdelen af kloden til dysfunktionelle ulande med et umætteligt og stadig stigende behov for bistand, var ikke bare et gigantisk fejlgreb, men en verdenshistorisk katastrofe og en forbrydelse mod Afrikas og Asiens folk.

En katastrofe, som vi nu alle står til at måtte undgælde for, uanset hvad vi gør.