Religionshistorikeren Jens-André Herbener har flere gange, senest i dagbladet Politiken været inde på, at det er umuligt at forestille sig en verden som er til at leve i om bare et par årtier, hvis ikke der sættes en stopper for den globale befolkningseksplosion – for øjeblikket 83 millioner om året, svarende til Tysklands befolkning.
Det har han ret i. Derimod har han ikke ret i, at befolkningseksplosionen skyldes, at kristendommen (og islam, den anden store monoteistiske religion) tillægger mennesket en ophøjet position i skaberværket. Således har det kristne Europa en stabil, flere steder endda faldende befolkning – det gælder for eksempel Italien.
Problemet bag den demografiske katastrofekurs er ikke religion, men manglende tilpasning af fødselshyppigheden til moderne vestlig medicin på det afrikanske kontinent og i det sydøstlige Asien (Indien, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Myanmar, Indonesien og Filippinerne). En tilpasning, som burde have fundet sted i løbet af 1960erne, allersenest i løbet af 1970erne.
Det var en opgave, der egentlig lå hos de europæiske kolonimagter, eftersom det var dem, der ved en omfattende – i mange tilfælde banebrydende – medicinsk indsats siden slutningen af 1800-tallet havde fået kontrol med de store tropesygdomme (sovesyge, gul feber, malaria, plettyfus) og dermed reduceret dødelighedsraten i bæltet omkring ækvator til en brøkdel af, hvad den tidligere lå på. Med afkoloniseringen, der fandt sted fra 1947, og som i det væsentlige var afsluttet 1964, mistede de nu tidligere europæiske kolonimagter imidlertid muligheden for at handle. Opgaven at bringe mortalitet og fertilitet i et passende forhold til hinanden i Afrika og Sydøstasien tilfaldt de nye suveræne stater. Desværre blev den intetsteds løst med det resultat, at vi i dag, godt et halvt århundrede efter at de tidligere kolonier under stor jubel sendte koloniherrerne hjem til Europa, står med et gigantisk overbefolkningsproblem, som blandt meget andet er hovedårsag til nutidens flygtningekrise.
Ville opgaven være blevet løst, hvis de europæiske koloniimperier havde fået de 50 til 100 år mere, som alle sagkyndige mente var nødvendige, før kolonierne kunne stå på egne ben? Ja, det ville den, hvis de koloniale sundhedssystemer havde reageret nogenlunde som de danske sundhedsmyndigheder i Grønland. Her stod man nemlig i 1950erne over for præcis det samme problem som i Afrika og Asien. De store dræbersygdomme, i Grønland først og fremmest tuberkulose, var elimineret, men fertiliteten – det gennemsnitlige antal levendefødte børn pr. kvinde i de frugtbare år mellem 15 og 49 – var uændret, ja endog svagt stigende med det resultat, at befolkningstallet steg eksponentielt. Før man så sig om ville de 23 000 indbyggere, der var i 1950, blive til 100 000 og inden længe ville der stå 250 000 frysende grønlændere og vente på næste skib til Danmark. Vestlig medicin, som havde gjort så umådelig meget godt for den grønlandske befolkning, truede med at blive til en ulykke.
Alle kræfter blev sat ind på ved massive oplysningskampagner og uddeling af prævention at begrænse antallet af fødsler i Grønland – og det virkede. I tiåret 1956-66 lå fertiliteten i Grønland på 6,3 børn pr. kvinde. Derefter faldt den støt år for år og var i 1974 nede på det danske niveau (2,1 børn pr. kvinde mod 2,0 i Danmark). Uden at skride til tvangsforanstaltninger var antallet af børnefødsler i Grønland på rekordtid reduceret til et holdbart niveau, og alle kunne ånde lettet op.
Hvad der ville være sket, hvis de gamle kolonimagters rutinerede og lokalkendte sundhedssystemer havde fået lov at styre slagets gang i Asien og i Afrika endnu 50 år ved vi ikke. Men vi ved, at der helt tilbage i 1800-tallet var fokus på befolkningsproblemet blandt andet i Indien og i Indonesien (Hollandsk Ostindien), og at det i løbet af mellemkrigstiden (1919-39) gik op for de fleste europæiske kolonimagter, at det ville blive nødvendigt at gøre noget, hvis ikke den demografiske udvikling i Afrika og Sydøstasien skulle løbe løbsk inden for de næste 40-50 år og spænde ben for de af alle så eftertragtede økonomiske og sociale forbedringer. I betragtning af dette og i betragtning af de store medicinske fremskridt, som efterkrigstiden bød på, navnlig p-pillen (som også var blevet anvendt i Grønland før den blev frigivet i resten af Danmark), er det svært at forestille sig, at koloniernes sædvanligvis resolutte sundhedsmyndigheder ikke skulle have gjort nogenlunde som man gjorde i Grønland. Næppe overalt med lige så overbevisende resultater; der var, i hvert fald nogle steder, betydelige kulturelle barrierer at overvinde, men mindre ville også kunne gøre det.
Som det gik, fik de gamle kolonimagter ikke lov at vise, hvad de duede til. Ikke fordi de ikke ville – Winston Churchill (og, hvad alle har glemt, ledende indiske politikere som Muhammad Ali Jinnah) var parat til at gå langt for at fastholde britisk kontrol over Indien, og i Afrika kæmpede Frankrig, Portugal og Storbritannien som løver for at blive – men fordi USA, den nationale selvbestemmelsesrets bannerfører, efter 1945 stod som verdens altdominerende magt. USA havde ikke – som den amerikanske præsident Roosevelt ved flere lejligheder lod Churchill vide – ført krig for at bevare det engelske verdensrige. Koloniimperierne skulle væk, og det kom de; på mindre end 20 år ændredes det politiske verdenskort fuldstændigt.
Det havde sin pris. Verdens nuværende tilstand er resultat af efterkrigstidens amerikansk ledede heksejagt på de europæiske kolonimagter. Uden afkoloniseringen, der gik i gang med Indiens uafhængighed natten mellem den 14. og den 15. august 1947, og som derefter i tur og orden tvang Holland, Belgien, Frankrig, Storbritannien og til sidst Portugal ud af deres oversøiske besiddelser, kunne Afrika i dag med alt overvejende sandsynlighed have haft en række velfungerende samfund inden for rammerne af det såkaldte ”Eurafrika”, som der blev talt meget om i mellemkrigstiden, og befolkningen på det sorte kontinent ville ikke være vokset fra 277 millioner i 1960 til de nuværende 1,2 milliarder med udsigt til svimlende 2,5 milliarder i 2050 (og 4,4 milliarder år 2100). Ligeså i Asien, hvor Indien, der i 1947 havde 325 millioner indbyggere – efter de daværende britiske myndigheders skøn mere end rigeligt – ikke i dag ville have 1,4 milliarder, deraf flere hundrede millioner, som lever i den mest oprørende fattigdom.
Havde koloniimperierne fået lov at bestå endnu et par generationer, ville verden være blevet forskånet for den flodbølge af mennesker, som i dag er ved at rive Afrika og det sydøstlige Asien inklusive Pakistan, Indien og Bangladesh i stumper og stykker. I tilgift ville vi europæere have været fri for at have hundredvis af millioner af flygtninge stående uden for døren – den reelle, stadig højaktuelle baggrund for den tidligere libyske diktator Gaddafis dæmoniske trussel om ”at hive proppen ud og lade 300 millioner negre gøre Europa sort som kul”. Alt i alt ville verden være et bedre sted at være, også for det vilde dyreliv i Afrika, Indien og Sydøstasien, hvis trængsler har det demografiske pres som altdominerende årsag.
Når Jens-André Herbener (og andre) hævder, at denne katastrofale fejludvikling, der ikke blot berører de umiddelbart involverede lande, men truer os alle på livet, er udslag af den kristne (og den muslimske) verdens ideer om mennesket som Guds udvalgte statholder på Jorden, er det en misforståelse. Den har intet med det at gøre. Kilden er tværtimod radikalt sekulære ideer om alle folks ret til selvbestemmelse, der fik deres debut som rettesnor for international politik i 1918 med præsident Woodrow Wilsons ”Fjorten punkter”, det amerikanske forhandlingsoplæg til fredsslutningen efter Første Verdenskrig, der ganske vist navnlig sigtede på Europa (og som sådan fik betydning for Nordslesvigs genforening med Danmark 1920), men fik deres største virkning et helt andet sted, nemlig i kolonierne.
Hvor stort set alle sydøstasiatiske og afrikanske oppositionsbevægelser indtil 1918 havde haft et positivt syn på de europæiske moderlande, som de erkendte havde bragt overvejende godt (slaveriets afskaffelse, retssikkerhed, ytringsfrihed, intern ro, infrastruktur, økonomisk vækst, uddannelse, jobmuligheder, sundhed og generelt bedre forhold for kvinder), så fik piben nu en anden lyd. Man ville ikke længere blot have reformer inden for rammerne af de bestående koloniriger, man ville have uafhængighed. Det fik man, og hurtigere end nogen forestillede sig.
Man skal passe på, hvad man ønsker sig – man risikerer, det går i opfyldelse.