Religionshistorikeren Jens-André Herbener har flere gange, senest i dagbladet Politiken været inde på, at det er umuligt at forestille sig en verden som er til at leve i om bare et par årtier, hvis ikke der sættes en stopper for den globale befolkningseksplosion – for øjeblikket 83 millioner om året, svarende til Tysklands befolkning.

Det har han ret i. Derimod har han ikke ret i, at befolkningseksplosionen skyldes, at kristendommen (og islam, den anden store monoteistiske religion) tillægger mennesket en ophøjet position i skaberværket. Således har det kristne Europa en stabil, flere steder endda faldende befolkning – det gælder for eksempel Italien.

Problemet bag den demografiske katastrofekurs er ikke religion, men manglende tilpasning af fødselshyppigheden til moderne vestlig medicin på det afrikanske kontinent og i det sydøstlige Asien (Indien, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Myanmar, Indonesien og Filippinerne). En tilpasning, som burde have fundet sted i løbet af 1960erne, allersenest i løbet af 1970erne.

Since the dawn of agriculture, human farming has reduced the nutrient supply in many of the Earth’s soils. Nutrient depletion, especially of nitrogen (N) (which is the nutrient responsible for, inter alia, the deep green colour of leaves, as well as for the size and protein content of cereal grains, and without which plants cannot grow), limits plant growth and hence crop yields.

The history of agriculture is a struggle against this fact. Before the growth of cities, nutrient depletion took place on only a modest scale, because most of what plants extracted from the soil returned to it after shorter or longer stays in animal and human alimentary canals and tissues. However, with cities, human societies began systematically to export nutrients from farming and grazing land. Some were returned, and all over the world human excrements have been collected and distributed to farmers as fertilizers. This practice is mentioned by Homer in The Odyssey (700 BC), and can be traced in Europe throughout the centuries until the introduction of the water closet around the year 1900. In Denmark, the State Railways (DSB) ran special wagons for transporting ‘night soil’ from Copenhagen to the surrounding agricultural areas up until the beginning of the 20th century.

Indtil år 1400 var Kina verdens førende land. Det ændredes i løbet af 1400-tallet, hvor Europa udviklede en samfundsmodel, der leverede noget, som verden aldrig før havde set: vedvarende social, økonomisk og kulturel vækst.

Når det kunne ske, skyldtes det først og fremmest et nyt, revolutionerende kommunikationssystem bestående af billige, masseproducerede tryksager – bøger, pamfletter, traktater og videnskabelige skrifter – trykt med løse typer på papir, der fra midten af det 15. århundrede bredte sig som en steppebrand ud over de gamle europæiske kernelande, Italien, Spanien, Portugal, Frankrig, Nederlandene, England og Skandinavien, foruden naturligvis Tyskland, hvor bogtrykkerkunsten havde sin oprindelse, og hvor de første papirmøller, baseret på en kinesisk opfindelse, var kommet i gang i 1300-tallet.

Indtil Freden i Kiel blev undertegnet sent på natten mellem den 14. og den 15. januar 1814 indgik Danmark i et multinationalt nordatlantisk imperium på størrelse med Romerriget. Under den dansk-norske krone lå – foruden Danmark og Norge – Grønland, Island, Færøerne og Slesvig-Holsten samt tre-fire tropekolonier med De Vestindiske Øer i Caribien som den vigtigste. Efter fredsslutningen i Kiel stod Danmark tilbage som et “lidet fattigt land” i stadig fare for endegyldigt at blive slettet af nationernes tal. Undergangsstemningen bredte sig, med længsel så man tilbage på den tabte tid, hvor danskere blev mødt med respekt ude i verden, og København var en af Europas betydelige hovedstæder.

A Danish Empire understood as a political unity with a number of peoples speaking various languages under Danish rule has existed since the beginning of the first millennium. This entry covers the period from the end of the Viking period (c.1100) until today.

The kingdoms of Denmark and Norway were united from 1380 to 1814. The history of the “Danish” Empire only makes sense if it is remembered that for more than 400 years it was not a “Danish” but a “Danish-Norwegian” Empire, and that the heartland of the empire was not only present-day Denmark, a small peninsula and some islands between the North Sea and the Baltic Sea, but also present-day Norway with a coastline of more than 2000 km facing the North Atlantic and the Arctic Sea.