Afkolonisering og flygtningestrømme

I den voldsomme debat, der er om flygtningeproblemet, nævnes afkoloniseringen efter 1945 stort set aldrig. Afkoloniseringen, som førte til snesevis af nye selvstændige stater i 1950erne og 1960erne, er tabu, den må ikke kritiseres.

Ved at vige uden om afkoloniseringen afskærer man sig fra at forstå, hvordan alting har kunnet løbe fuldstændig løbsk i Afrika, i Mellemøsten og i store dele af Asien. Hvis ikke de nye masters of the universe efter 1945, USA og Sovjetunionen, med FN som redskab havde gennemtvunget, at Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien og de andre europæiske kolonimagter havde forladt deres besiddelser, men i stedet fået lov til at gøre arbejdet færdigt, så ville verden ikke i dag have lidt under byrden af snesevis af mislykkede stater, som ikke kan styre noget som helst. Overbefolkning, massearbejdsløshed, fattigdom, økologisk sammenbrud, borgerkrig og menneskestrømme, som søger mod de tidligere moderlande i Europa, er afkoloniseringens bitre frugt.

Europa har intet at skamme sig over, de skyldige er først og fremmest USA og Sovjetunionen. Spørgsmålet er, hvad man kan gøre: Skal vi lave et Fort Europa og sige, at resten af verden må sejle sin egen sø? Eller kan man forestille sig en europæisk nykolonialisme? Er de europæiske stater parat til at bære denne byrde, hvis de skulle blive inviteret?

Har Grønland nogensinde været en koloni?

I den nyere grønlandslitteratur omtales tiden 1721-1953, undertiden også perioden 1953-79 som kolonitiden. Ligeså i dagligsproget, hvor ordet ”kolonitid” er gledet fuldstændig ind, underforstået at Grønlands problemer kan sammenlignes med en hvilken som helst anden tidligere kolonis problemer.

Det er imidlertid at vende alting på hovedet. Grønland har siden 900-tallet været en del af et nordisk rige, først af Norge, derefter, fra 1380, af det forenende Danmark-Norge og endelig, fra 1814, af kongeriget Danmark. Da inuit kom til Grønland i 11-1200- tallet, var det et nordisk rige, de trængte ind i, men aldrig erobrede. Statsretligt betragtet kan inuit i Grønland anses som et folk, der nyder en nordisk stats gæstevenskab.

Den eneste magt, som om ikke formelt, så reelt har opført sig kolonialistisk i Grønland, er USA, som ved flere lejligheder har behandlet det lille grønlandske samfund vilkårligt og egenmægtigt.

En solstrålehistorie fra den vestlige halvkugle: Grønland, Luther og kristendommen

Nu hvor 500-årsdagen offentliggørelsen af Luthers 95 teser den 31. oktober 1517 i Wittenberg nærmer sig, er det på sin plads at mindes, hvad Luther og lutherdommen har betydet ikke bare for det danske, men også for det grønlandske folk, som Danmark gennem rigsfællesskabet er forbundet med. Den kristne mission, som Hans Egede påbegyndte ved sin landgang i Grønland den 3. juli 1721, var luthersk, hvilket blandt andet kom til udtryk ved at den – med henvisning til Luthers ord om modersmålet som Guds spejl i sjælen – fra første færd fastholdt, at grønlandsk skulle være den grønlandske kirkes sprog. Uden Luther og lutherdommen havde det grønlandske sprog og dermed det grønlandske folk lidt samme tragiske skæbne som hundredvis af andre indfødte amerikanske folk, hvis sørgelige og forpinte rester vi i dag møder i indianerreservaterne.

I foredraget redegør jeg for, hvad kristendommen i dansk-luthersk aftapning har betydet for Grønland og for det grønlandske folk gennem næsten 300 år. En sjælden solstrålehistorie fra den vestlige halvkugle.